
Spinderi After Dark | Jonathan Facio
Motivet til Spinderihallernes Årets Kunstnertryk 2025 som vægmaleri.
Spinderi After Dark
Motivet til Spinderihallernes Årets Kunstnertryk 2025 – udført som vægmaleri i Pakkeriet.
Værket er skabt af Jonathan FACIO, der har atelier i Spinderihallernes Steam Art Studios. Motivet tager afsæt i Spinderihallernes særlige arkitektur og kunstnerens egne oplevelser af huset efter mørkets frembrud.
De karakteristiske søjler, de store vinduespartier og den åbne hal genkendes i motivet, men er fortolket gennem FACIOs legende, grafiske billedsprog inspireret af street art og tegneserier. Gennem de høje vinduer bryder den blå aftenhimmel frem, mens loftets mørke flader og de lysende stjerner henviser til de mange aftener, hvor husets kunstnere fortsat arbejder, længe efter at resten af huset er blevet stille.
Rundt omkring gemmer der sig små fortællinger. Blandt dem er en grøn krokodille, hvis takkede ryg er inspireret af Spinderihallernes karakteristiske tagprofil. Figuren er en del af værkets legende univers, hvor virkelighed og fantasi smelter sammen, og hvor beskueren inviteres til selv at gå på opdagelse og finde nye detaljer.
Med stærke farver, markante kontraster og dynamiske kompositioner indfanger Spinderi After Dark både Spinderihallernes industrielle arkitektur og den kreative energi, der lever videre i huset – også når mørket falder på.
Om kunstneren
Jonathan FACIO er kunstner med atelier i Spinderihallernes Steam Art Studios. Han arbejder med et billedsprog inspireret af street art, illustration og grafisk design, hvor perspektiv, rytme og stærke kontraster skaber dynamiske kompositioner. I sine værker undersøger han ofte samspillet mellem arkitektur, fantasi og fortælling og inviterer beskueren til at opleve velkendte steder på nye måder.
