start på hovedindhold

Case: Dagplejen

Dagplejen i Vejle Kommune stod med et ønske om at forstå noget helt grundlæggende: Hvad får mennesker til at vælge – og hvad får dem til at fravælge – dagplejefaget? Og hvordan kan man bruge den viden aktivt til at skabe en stærkere og mere nutidig fortælling om faget?

At forstå før man forandrer

I Spinderihallerne arbejder vi ud fra en grundlæggende præmis:
Hvis man vil skabe forandring, må man først forstå dem, det handler om.
Sammen med nuværende, nyansatte og potentielle dagplejere blev vi klogere på bevæggrundene for at blive dagplejer. Gennem dialog, refleksion og udvalgte metoder, der passede ind i dagligdagen hos dagplejerne, fik vi indblik i hverdagen, motivationerne og de barrierer, der kan stå i vejen for at vælge dagplejefaget.

Spinderihallerne var en tæt sparringspartner gennem hele processen og hjalp os med at omsætte indsigter til konkrete handlinger.

- Pernille Ege, Dagplejeleder

Ny visuel identitet

Resultatet blev blandt andet en ny visuel identitet (logo, formidlingsmaterialer, videoer m.m.) og en masse viden om, hvad der skal til for at tiltrække nye dagplejere. Samtidig fik de mange eksisterende dagplejere en fælles fortælling om deres fag og et professionelt og flot udtryk at brande det ud fra.
Dagplejen er gået fra et lidt gammeldags billede af en “dagplejemor” til dagpleje som et professionelt pædagogisk fag på lige fod med de andre dagtilbud i Vejle Kommune.

Den opdaterede visuelle identitet danner i dag grundlag for en række materialer, der anvendes både i rekruttering, kommunikation og i den daglige synlighed af dagplejen. På den måde understøtter identiteten ikke kun et nyt udtryk, men også en tydeligere forståelse af dagplejen som et moderne, fagligt og attraktivt arbejdsområde.

Det gjorde en stor forskel, at Team Samfundsinnovation også var med tæt på implementeringen – for det havde vi ikke kunnet drive alene.

- Pernille Ege, Dagplejeleder

Nysgerrig på at vide mere?

Vil du høre mere om det konkrete projekt med Dagplejen i Vejle Kommune eller hvordan du kan få hjælp fra servicedesignerne i Spinderihallerne på din arbejdsplads, så er du meget velkommen til at kontakte Rikke Colfach Karlsen